Browsed by
Måned: januar 2017

Kalender-zen

Kalender-zen

De to ord i overskriften bliver ofte set som to modsatrettede poler. Hvordan kan man opnå zen og dyrke mindfulness, hvis man er styret af skemaer, to-do-lister, opgaver og møder?

Jeg har fundet svaret i Netto… mere om det senere.

Som underviser er man vant til at ens hverdag er lagt i skema. Det betyder at man altid ved hvor man skal være og hvad man skal (forestille) at lave. Derfor var det lidt en udfordring for mig, da jeg blev mellem jobs at holde struktur på min hverdag. Indtil jeg gjorde noget ved det, og skemalagde mine dage, hvilket gjorde at jeg i en periode fik ringet til virksomheder, skrevet ansøgninger OG kom afsted til træning/svømning 2-3 gange om ugen. Jeg farvelagde de forskellige aktiviteter i mit hjemmetegnede skema – mest for overskuelighedens skyld, men også fordi det bare lige så lidt mere festligt ud. Det blev i den, omend korte periode, en fast weekendbeskæftigelse at tegne et nyt skema og udfylde dagene med noget aktivitet og en kolonne yderst til højre med en huskeliste.

Nu kommer vi så til Netto.

For i Netto fandt jeg en kalender, hvor ugerne allerede var tegnet ind. Man skulle bare selv skrive datoerne ind. Og så var der endda indsat felter  til husketing, såsom fødselsdage, indkøb og to-do-liste. Men det bedste af det hele er, at det også er en malebog. Af den der nye, populære slags, med forskellige mønstre, hvor man skal koncentrere sig for at male inden for stregerne, samtidig med at man udfolder sin kreativitet. Så nu har jeg kalender-zen. Til bare 50 kr. I like – det passer lige til mit strukturkrævende kreative sind (og så røg der vist også lige en pose m&m’s med i kurven, men chokolade er vel også mindfulness??)

Så skal jeg bare lige i gang med det der træning igen, for det røg da lige på standby oven på flytning og nu praktikstart. Nu er vi dog ved at være så meget på plads, at man godt kunne tage en pause fra at pakke flyttekasser ud og så sætte sig i en romaskine igen. Hvis de da har sådan en i Lego-fitness… Det må jeg lige finde ud af.

Har du nogle gode fif til at holde struktur på en ustruktureret hverdag og samtidig få lidt mindfulness sat i kalenderen?

Flyttefif

Flyttefif

Kæresten og jeg er lige flyttet 100 km. Og manner det har været hårdt. Det kræver jo nærmest en doktorgrad i project management og flere års crossfittræning at klare sådan et projekt. Vi har haft et par stykker til at hjælpe med de tunge ting, men har ellers gjort alt selv. Og har måske sparet et par tusinde ved ikke at bruge flyttefirma. Så vi er enige om at hvis vi skal flytte igen, så bliver det altså med flyttemænd, for hold fast hvor har vi knoklet.

Selvom det har været hårdt, har det også været en lærerig proces og en kærkommen anledning til at få smidt gammelt ragelse ud. Man bliver lidt mindre sentimental omkring ting, når man står med dem i hånden og tænker at de skal pakkes, slæbes og finde en ny plads i det nye hjem.

Walter skulle også lige bruge et par dage til at finde på plads. Han er jo en gammel hund og de første par dage pjevsede han lidt når vi ikke lige var i stuen hos ham. Det er blevet bedre nu, tror han har fundet ud af at det er her vi bor nu. Der hjælper jo heller ikke at gulvet er glat, så han ikke rigtig kan rejse sig (hvilket resulterer i en del hundehår på tøjet og at man lugter af våd hund en del…). Glæder mig til vi får haven hegnet ind, så man ikke skal stå i py-bukser ude i haven kl. 5:30, mens Walter møffer rundt i mosset i haven.

Nå, men egentlig skulle denne post bare være et par små flyttefif, så de kommer her:

#1 HANDSKER

Guld værd når man skal slæbe møbler og løfte kasser. Købte et par m/ gummibelægning til 25 kr. i jem&fix, så en god investering til små penge

#2 VIGTIG-KASSEN

Lav en lille flyttekasse markeret ”VIGTIGT” med de vigtigste ting, som du skal bruge umiddelbart efter flytningen – bærbar, vigtige papirer, opladere mv. Vær sikker på at den er let tilgængelig hele tiden.

#3 OMFAVN KAOSSET

Lev med at din mad består af pizza/takeaway og rugbrødsmadder mens flytningen står på, at alting flyder, at du måske ikke lige kommer i bad hver dag og at kroppen værker mens øjnene er trætte – det går over igen.

Har du nogen gode flyttefif, du gerne vil dele?