Browsed by
Måned: november 2016

The Signature of All Things

The Signature of All Things

Roman af Elizabeth Gilbert

Jeg er en fan af Elizabeth Gilbert. Som de fleste andre (tror jeg), startede jeg med Eat, Pray, Love. Hvor Eat, Pray Love var baseret på forfatterens egne oplevelser, er The Signature of All Things en roman i den skønlitterære genre. Gilbert viser dog, at hun har researchet sit emne på et nærmest akademisk niveau og det giver historien et troværdigt fundament. Hvor hendes “Committed” (på dansk “Gift”) i mine øjne lignede en, omend letlæselig, afhandling om emnet, med tilhørende referencer, er hendes grundige research i The Signature of All Things flettet ind i historien, så man ikke føler at man læser en afhandling, på trods af mange referencer til datidens botanikere og naturalister.

Bogen følger hovedpersonen Alma gennem et helt liv. Hun vokser op og tilbringer det meste af sit liv på et stort “estate”, som hendes far byggede for den formue han tjente på eksperimentel medicin og handel med planter. Faderens livshistorie kunne fylde en bog i sig selv, men er afkortet til et, langt, kapitel i starten af bogen. Alma er et menneske på godt og ondt – hverken en heltinde eller slyngel. I sine unge år virker hun nærmest som en robotagtig maskine, som lever og ånder for sine studier og som ikke kan rumme sin smukke, men følelseskolde adoptivsøster. Alma selv er høj, rødhåret og har arvet sin fars grove træk og er naturligvis jaloux på søsteren, men finder samtidig sit selvværd i, at hun er sin søster mentalt overlegen. Hendes personlighed gør, at man som læser, både har lyst til at sætte hende lidt på plads, men samtidig hepper på hende, for på et tidspunkt krakelerer den akademiske facade og hun viser sig, til sin egen overraskelse, at være et menneske med lyster og drifter, som fuldstændig lever op til Freuds personlighedsmodel. Og sætte hende på plads gør hendes mors kammerpige så eftertrykkeligt, at man, hvis man bare er en smule romantisk anlagt, kan mærke det ind i hjertet og helt ned i maven.

Almas store interesse er botanik, og da historien foregår fra 1800 og frem, får man en indsigt datidens fascination af naturen og de nyopdagelser man gjorde på den tid*, igen takket være Gilberts grundige research. Ligesom i Eat, Pray, Love, flirter Gilbert med det spirituelle, her personificeret i Almas store kærlighed Ambrose. Gilbert får beskrevet datidens konflikt mellem religion og natur på en måde, så trådene trækkes på kryds og tværs, og selvom historien måske ikke løser universets gåde, føler man alligevel, at forfatteren giver sin fortolkning af hvordan det hele hænger sammen, på en måde så man næsten får gåsehud. Almas opfattelse af tid, baseret på hendes studier af mos, giver stof til eftertanke og giver mig som læser en helt ny fascination af mos.

The Signature of All Things er kort sagt en fantastisk bog, som rummer så meget og som bliver i tankerne længe efter man er færdig med den. Den findes endnu ikke på dansk, men læs den på engelsk hvis du har mod på det og har mod på en bog med en anderledes dybde og en anderledes heltinde.

 

*se også min anbefaling af TV-serien Penny Dreadful